Carsten Jensens Bjørnsonforedrag

Bjørnsonprisen 2019 gjekk til Carsten Jensen, og blei delt ut på Norsk Litteraturfestival på Lillehammer. I samband med utdelinga, holdt Bjørnsonakademiet eit heildags seminar som begynte med arrangementet Sjelens fantomsmerter, som fortsette med arrangementet Hvis reisende en vinternatt, før Carsten Jensen Bjørnsonforedrag. Bjørnsonsamtala med Jensen var leidd av Simen Ekern, og blir oppsummert her.

Bjørnsonakademiet har fått lov av Jensen til å publisere foredraget hans:

Carsten Jensen i festsalen på kulturhuset Banken (foto: Mette Karlsvik)

39 tanker om liv og død og hvorfor vi slår hinanden ihjel 

  1. tanke

Jeg stod engang foran et tårn fyldt med dødningehoveder. Det var uden for Cambodjas hovedstad Pnom Penh på de såkaldte Killing Fields. De Røde Khmerer dræbte en fjerdedel af deres eget folk, og folkedrabet, som mest mindede om et storstilet nationalt selvmord, stoppede først, da nabolandet Vietnam invaderede. Det var her midt i rismarkerne, hvor 20.000 blev ofre for Khmer Rouges henrettelsesmaskine, og knoglerne endnu stak op af jorden, at vietnameserne rejste dødningetårnet for, ikke for at udstille en makaber fjende, men for at vi ikke skulle glemme. 

2. tanke                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                  

Jeg kunne sige kranier eller hovedskaller. Det er ord, der svøber sig i anatomiens neutralitet. Dødningehoveder er mere ladet, og adjektivet «grinende» venter aldrig langt borte, som om døden har overtaget det, der engang var et menneske, og nu griner ad os i en morbid påmindelse om, at vi engang selv vil ende med rengnavede knogler og øjenhuler, der i deres bundløse mørke ligner opspilede pupiller, med det, der engang et menneskes blik reduceret til tomhedens apokalyptiske stirren. Men et kranie er stadig et menneske, og selv ikke når kødet er skrællet bort, bliver vi opslugt af anonymiteten. Ikke to kranier i tårnet var ens, og jeg bildte mig ind, at jeg kunne se ydmygelsen og torturen, de henrettede havde måttet gå igennem, før deres kroppe endelig gav op, som om smerten havde ramt så dybt, at et fantombillede af den var blevet tilbage i de mishandlede ansigtsknogler. Det var døden i nærbillede. 

3. tanke

For nylig fandt arkæologer i Mexico nye beviser for det, vi anser for aztekernes barbari, stabler af menneskekranier, samlet sammen og udstillet i templer. Allerede conquistadorerne, de spanske erobrere, der som europæiske khmer rouge´r kom til Latinamerika for at begå folkedrab på et helt kontinent, gjorde en lignende opdagelse. De fandt en hel pyramide af dødningehoveder, og med en metodisk ihærdighed man ikke ville have tiltænkt disse mordlystne erobrere gav de sig til at tælle dem, formodentlig for at bevise, at aztekerne var endnu mere barbariske end dem selv, skønt spanierne set i et historisk perspektiv er umulige at overgå. 136.000 dødningehoveder befandt der sig i pyramiden. Hvorfor var de stablet op i en pyramide, ikke ulig tårnene i Cambodias Killing Fields? Var også dette et mindesmærke? Eller det modsatte: et triumferende monument over en slagen fjende? Aztekerne var  udryddede, før de fik lejlighed til at svare. Selv ikke en stump historisk nysgerrighed efter at lære motivet at kende kunne holde de morderiske spanieres våben tilbage. Man endte med den konklusion, at pyramiden af dødningehoveder fejrede en sejr over en nedkæmpet fjende, og at det var de slagne soldater, hvis kranier her var udstillet i et morbidt svar på romernes triumfbue. Men senere undersøgelser har rejst nye spørgsmål. Det viser sig, at mange af kranierne er uens af størrelse og må stamme fra børn. Er det et helt folkedrab, aztekerne her fejrer? Eller drejer det sig, når det kommer til kvinderne og børnene, om det, vi på nænsomt moderne militærsprog kalder «collateral damage», utilsigtede skadevirkninger? Eller er det døde aztekere selv, ikke nødvendigvis indre fjender, men almindelige borgere, der bliver mindet på denne for os morbide måde? Vi ved det ikke. 

4. tanke

Den engelske filosof John Gray forsøger i sit opgør med fremskridtstanken i bogen The Soul of the Marionette heller ikke at løse aztekernes gåde, men han lader sig anfægte af den, ikke blot i afvisning og afsky for deres rituelle massedrab, der oven i købet var ledsaget af kannibalistiske orgier. «Vi forstår ikke aztekerne, fordi vi ikke ønsker at forstå os selv, » skriver han. Aztekerne indgyder rædsel. De er barbarer. «Men barbarer har somme tider noget at lære dem, der anser sig selv for civiliserede.»  Civilisation og barbari er ikke to forskellige verdener. De er flettede ind i hinanden overalt, hvor mennesker mødes. 

5. tanke 

Aztekernes gud, Tezcatlipoca, bar også tilnavnet Spotteren. Han var ingen ven af mennesker. Hans herredømme var grusomt og tilfældigt, og som Gud mindede han mest om Gloucesters karakteristik af guderne i Shakespeare´s King Lear: «As flies to wanton boys are we to the gods. They kill us for their sport.» (4. Akt, 1. Scene). Det var dødens meningsløshed, der var aztekernes udfordring, og med deres ritualiserede menneskeofringer forsøgte de at skabe mening og orden i en tilværelse, som de så som styret af kaos. Mere end tabet af liv frygtede de tabet af mening. De slagtede ikke mennesker, sådan som vi gør i vores krige, fordi vi har visioner om en bedre verden, der vil rejse sig på ruinerne af vores fjenders. Når blot den tjener et godt formål, har volden i vores øjne en uimodståelig stråleglans.  Aztekerne begik deres massedrab, fordi de prøvede at forsone sig med volden og døden som et grundvilkår. De kendte deres egne voldelige impulser. De prøvede hverken at tæmme eller undertrykke dem. De søgte i stedet at ritualisere dem i et forsøg på at undslippe vilkårligheden. Uanset hvilken tolkning man vælger, var døden for aztekerne et offentligt anliggende. Den stirrede dig i øjnene hver dag. Du vekslede blikke med dens tomme øjenhuler og vidste, hvad der ventede.  En lignende tankegang har de ukendte vietnamesere, der skabte mindesmærket over the Killing Fields haft. Her er en dialog med døden. Glem os ikke, siger de døde. 

6. tanke

Da Sankt Petersborg endnu hed Leningrad, besøgte jeg en af de kolossale gravpladser, hvor ofrene for den tre år lange tyske belejring under Anden Verdenskrig lå begravet. En million omkom, en tredjedel af byens indbyggere. En halv million af dem lå på denne gravplads. Der var ingen individuelle grave, formodentlig fordi det under belejringen med dens konstante beskydning var umuligt at tage omsorg for så mange døde. I stedet lå de døde begravet under enorme granitplader, og der var over denne strenge, asketiske nødløsning en æstetisk renhed, som jeg ikke kunne lade være med at finde passende. De døde var væk, borte for altid, og at stirre ned i de afvisende granitpladers glatslebne overflader med deres dystre farvespil, var som at stirre ned i bunden af universet med alle dets uløste gåder. Jeg vidste ikke, at glatslebet granit kunne bevæge til gråd, men det lærte jeg i Leningrad. 

7. tanke

Men hvad nu hvis den halve million døde i stedet for at være blevet gemt væk under granitpladernes beskyttende dække var blevet udstillet med deres kranier anbragt i kolossale tårne, række efter række?  Hvilket monument ville det have været, og hvad ville det have sagt om os? Var det monumentet, der var barbarisk, eller var det snarere et vidnesbyrd om barbari? Ville vi have reageret med afsky, sammenbrud, et bortvendt ansigt, eller have forsøgt at finde frem til en dialog med de døde, kæmpet for en sammenbidt forståelse og svoret et højtideligt aldrig igen? Hvad fortæller verdenshistorien os? Hvad ved vi om aztekerne? Hvad ved vi om os selv? 

8. tanke

Vi tror, vi kun vogter om de dødes værdighed ved at gøre dem usynlige. Man taler ikke grimt om de døde, siger vi, og den påbudte pænhed, forbuddet mod at dømme, ender snart i en selvpålagt tavshed, som om ytringsfriheden slutter med døden. Kan man have en dialog med de døde? Ja, når ens forældre er døde, har man det hver eneste dag i sine tanker, og dialogen er ofte kritisk, for ensomheden tillader en at tænke friere. De døde efterlader så mange ubesvarede spørgsmål, og nu søger man svarene, og giver igen de døde taletid, selv om det ofte er på anklagebænken, de bliver placeret. En romanlæser, der hengiver sig til klassikerne har også en dialog med de døde. En for længst afdød forfatter taler til ham eller hende, og ofte er stemmen på århundreders afstand forbløffende genkendelig og nær. Historikerne er måske de eneste, der er undtaget censuren, når det kommer til ikke at udsige domme over de døde, fordi historieskrivningen ville være umulig uden. 

9. tanke

Men hvad med de døde, der endnu ikke er nået ind i historien, fordi de er så påtrængende nære i tid? Hvad med de døde, der lukkes ude af den offentlige samtale? Hvad med de døde, der dør en gang til, fordi de ties ihjel? Hvad med de døde, hvis endeligt vi har et ansvar for? Hvordan kommer vi i kontakt med dem, og hvad er det, de vil fortælle os, som vi på forhånd hat besluttet os til at lukke ørerne for? 

10. tanke

Aztekernes gåde er uløst, men over uløste gåder er der ofte noget inspirerende, og jeg føler, vi burde efterligne deres eksempel og bygge dødningetårne over alt, for over alt er der Killing Fields, som vi har været med at skabe. Vi har brug for dødningetårnene, hvis vi vil vedblive at være en civilisation. En civilisation skal ikke blot kunne se sig selv i øjnene, men også ind i de tomme øjenhuler på dem, hvis død den har et ansvar for. Det handler ikke kun om statistik, antallet af dræbte, som vi har skubbet over på den anden side. Statistik ender altid som anæstesi. Et tal, uanset hvor skræmmende og oprørende, det end måtte være første gang, det fremlægges, bliver, når det gentages ofte nok, igen til et dødt, selvrefererende tal, en matematisk formel uden selvransagelsens brod. Men dødningehoveder bliver aldrig til hverken statistik eller anæstesi. De vedbliver at stirre, forfærdende fremmedartede og forfærdende genkendelige.  

11. tanke

Mosul, Falluja, Tikrit, Raqqua. Ruinhob på ruinhob, spøgelsesbyerne spreder sig i Mellemøsten, og efterspillet er det samme, hver gang en by er faldet. Intet spor af nogen genopbygning, lokale krigsherrer og indbyrdes stridende, religiøst-sekteriske militser hærger videre, mens den irakiske stat intet gør for at skabe den lov og orden, som alligevel aldrig var der. Ruinbyer og nye flygtningemasser, det er de triumferende resultater af krigen mod Islamisk Stat. Mediernes dækning af krig og terror er en lavintensiv borgerkrig rettet mod vores indre sindsro. I vores bevidsthed er billederne af rædslerne en permanent, men aldrig fatalt destabiliserende faktor. Krigen er på samme tid nær og uendeligt fjern, som en kanontorden i horisonten, som vi aldrig for alvor frygter vil nå frem til vores villavej. De andres vold skræmmer os, vores egen beroliger os, og summen er en neutralitet, som er svær at skelne fra glemsel. Men glemslen er kun tilsyneladende. Den er også en stiltiende accept af vold, en aldrig offentligt artikuleret konsensus, at krig er retfærdiggjort, også selv om vi ikke forstår dens præcise årsager, og klare, strategiske mål er fraværende. 

12. tanke

Billederne af den ødelæggelse, vi selv forårsager, har en beroligende, forsikrende effekt. Skønt hele byer ligger i ruiner, står verden endnu, ja, endog sikrere end nogen sinde på sit solide fundament af vestlige værdier. Kaos er i vores øjne ikke Mosuls sammenstyrtede bygninger og gader spærret af murbrokker. Det er heller ikke de 900.000 indbyggere, der er flygtet fra en by på størrelse med København. Nej, kaos, var repræsenteret af Islamisk Stat, som i et kort tidsrum herskede over disse nu ødelagte gader og påtvang byens indbyggere en livsstil, som var et brud på det verdensbillede, vi genkender os i. Repræsenterer den ødelagte by virkelig nogen form for orden? Ja, vores. Forsikringen om, at over alt, hvor fundmentalismen stikker sit dragehoved frem, vil det blive knust af fremskridtet. Vi lagde byen øde for at frelse, ikke dens indbyggere, hvis liv som demonstreret af vores luftbombardementer er os inderligt ligegyldige, men os selv og vores truede verdensorden. I vores krig skelnede vi ikke mellem dødsfjender og dødsfjenders naboer. Hvad enten de led under islamisternes sortklædte tyranni eller tilsluttede sig det, hvad enten de var skyldige eller uskyldige, krigere eller civile, blev de ofre for den samme bomberegn, der rensende fejede ind over byen, ikke som en Guds dom, men dog en dom af lige så apokalyptiske dimensioner, som da Herren lagde Sodoma og Gomorra øde med svovl og ild. Indbyggerne i Det Gamle Testamente to byer måtte dø, fordi de var ondskabsfulde, ugudelige og usædelige. Indbyggerne i Mosul måtte dø, fordi de var ondskabsfulde, gudelige og alt for sædelige. 

13. tanke

Før ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra indlod Abraham sig på forhandlinger med Herren om muligheden for at frelse byerne. Hvis der er 50 retfærdige blandt de mange uretfærdige, vil Herren så lade alle gå? Abraham får det gamle Testamentes ellers så ubarmhjertigt straffende gud helt ned på blot 10 retfærdige. Længere kommer de ikke, selv om det ville have været interessant i denne redegørelse for retfærdighedens matematik, om eksistensen af blot en eneste retfærdig i de syndige byer, ville have været nok for Herren til at spare alle. I sidste ende viser det sig, at der ingen retfærdige er, og Herren slipper sin vrede løs, sådan som også vi gjorde det over Mosul og Raqqua. Forskellen på Det Gamle Testamentes Gud og os er blot, at eksistensen af retfærdige i den by, vi forbereder os på at lægge øde, ikke interesserer os. I stedet opfordrer vi de uskyldige til at blive i den dødsdømte by og rejse sig i et oprør mod de skyldige, som om bomberegnen ville vide at skelne. Se drone-videoerne fra luftrummet over Mosul. I den endeløse ruinmark er ethvert forhold mellem mål og midler for længst gået tabt, og destruktionen har fået lov at holde sine enetaler. Det er ligegyldigt, hvilket flag der nu vajer over de ødelagte bygninger. Her er der kun en sejrherre, og det er barbariet. 

14. tanke

Lots hustru, en af de få overlevende fra beretningen om Sodoma og Gomorra, vendte sig om for at bevidne undergangen i ild og svovl for den by, hvor hun havde levet sit liv, skønt Herrens engle havde forbudt hende at gøre det. Måske var det som straf for hendes ulydighed, at hun blev forvandlet til en saltstøtte. Måske var det som en advarsel om, hvad synet af en hel bys undergang kan gøre ved et menneske. I dag er vi alle Lots hustruer. Vi stirrer og stirrer på ødelæggelser, der i omfang ikke viger tilbage for Herrens ild og svovl. Måske føler vi os endda i hans sted, men vores sande skæbne er at spille samme rolle som Lots hustru. Også i os er der noget, der forvandles til en saltstøtte. I en slags indre forstening bliver det stadig sværere for os at blive bevæget ved synet af andres lidelser. 

15. tanke

Hvad gør krig ved mennesker? Den efterlader dem med en stenhård, uhåndterlig erfaring, som hverken gør dem rigere eller klogere, men blot tynger dem ned. Den er uden for sproget, og det er derfor, soldater har så svært ved at tale om den. De er ikke afstumpede. Det er ikke, fordi de har mistet noget af deres sprog. Krigen er blot hinsides sprogets rækkevidde. Posttraumatisk stress-syndrom er en individuel diagnose, men krigen er en kollektiv erfaring, den oftest genkommende begivenhed i menneskehedens historie, en verdenshistorisk konstant. Selv om krigserfaringen er ordløs, har den alligevel sin egen genre, krigslitteratur og krigsjournalistisk, der bevæger sig ved grænsen for det usigelige. Findes der også en efterkrigslitteratur, der skildrer dem, der uopretteligt forandrede må leve med krigens konsekvenser, ruinbyernes indbyggere, både de indre og de ydre?  Er krigen vor arts neurose, den ubarmhjertige sandhed bag alle vores civilisatoriske bestræbelser, en selvpåført katastrofe og straf? Er vi en hjemsøgt myre-art, der ikke blot bærer tuens konstruktion, men også budet om dens nedbrydning i vores gener? 

16. tanke

Så er det, jeg tænker på aztekerne og dødningetårnet uden for Pnom Penh. Vietnameserne kendte ikke det nøjagtige tal på Khmer Rouges ofre. De byggede tårnet alligevel og brugte som byggesten beviserne på fanatikernes  grusomhed. Det er sådan et tårn, der bør rejses uden for hver eneste af Mellemøstens spøgelsesbyer, Aleppo, Mosul, Falluja, Tikrit og Raqqua. Mangel på kranier vil der ikke være. Tårnene kan snart blive Mellemøstens højeste bygninger. 

17. tanke

Dødningetårnene er glemsels-resistente. De er monumenter over en usvækket hukommelse. Det er krigsmonumenter og mindeplader også, men her er det altid de andres vold mod os, vi mindes. Vi ser os selv som ofre i en krig, hvor uretfærdigheden altid blev udøvet af de andre, og ikke kun sorgen over tabet, men også ressentimentet mod fjenden skal holdes i live. Dødningetårnene minder os på en helt anden måde og på mange flere planer om døden, ikke mindst om den død, vi selv har været årsag til med vores krigsførelse. John Gray har ret. I ethvert samfund er civilisation og barbari tæt sammenflettede.  Dødningetårnene er også monumenter over den ondskab og ødelæggelsestrang, der spirer frem midt i selv de bedste, mest opbyggelige hensigter. 

18. tanke

Ja, der findes retfærdige krige. Det tror jeg på. Der findes også nødvendige krige, der ikke kan undgås. Tænk på Anden Verdenskrig mod det livsforagtende Nazi-regime. Men der er ingen krig, der ikke fører ind i barbariets tusmørkezone, hvad enten vi respekterer Geneve-konventionen eller ej, hvad vi åbenlyst ikke gjorde i Mellemøsten, eller overholder de såkaldte Rules of Engagement, hvad vi modvilligt forsøgte i Afghanistan. Og når vi er i tusmørkezonen, er det vigtigere end nogen sinde at anstrenge sig for at se klart, også ind i den døde fjendes tomme øjenhuler. Krig er altid en vanskelig balancegang mellem barbari og civilisation, et værdimæssigt grænseland, hvor vi hvert øjeblik risikerer at miste vores legitimitet som demokratiets forsvarere. 

19. tanke

Valget mellem civilisation og barbari er altid falsk. Civilisation og barbari er sandheden, også om os. Krig er altid barbari, med eller uden hurtige evakueringer af de sårede fra slagmarken og state-of-the-art hospitaler. Tal om retfærdig krig. Det begreb er lige så meget et paradoks som retfærdigt barbari. Somme tider kan også paradokser være sande. Men enhver tale om civiliseret krigsførelse er hykleri. En soldat er en barbar i uniform. At hans våben er en højteknologisk udgave udgave af den økse, hvormed han i en anden tidsalder, ville have kløvet sin modstanders hjerneskal, gør ingen forskel. Soldaterhåndværket er en uddannelse til barbari. 

20. tanke

Dødningetårne ved Middelhavet, hvor flygtninge fra vores krige drukner i titusindvis. Dødningetårne ved grænser, hvor flygtninge afvises til en mere end uvis skæbne. Dødningetårne foran Integrationsministeriet. Dødningetårne foran Folketinget. Dødningetårnet bliver vor tids mest udbredte arkitektoniske form, hvis vi er ærlige over for os selv. Også, når det kommer til flygtningestrømmen, er der en frontlinje, hvor vi er ved at miste os selv. Det er det, dødningehovederne skal minde os om. I en sekulær tid præget af stadig nye krige overtager dødningetårnene kirketårnets rolle. Det er derfor, vi har brug for dem. For vores egen skyld. 

21. tanke

Nationalismen er utænkelig uden krig, den fødes i krig, den fortsætter i krig. Krigen forstået som et evigt forsvar mod stadig nye fjender eller slet og ret som vokseværk er dens eksistensberettigelse. Vi hører altid, at to demokratier aldrig er gået i krig mod hinanden. Det er muligt, men til gengæld er historien fuld af eksempler på demokratiske nationers uprovokerede krige mod nationer, der ikke var demokratiske. Den danske nationalfølelses fødsel falder sammen med det traumatiske nederlag til Bismacks Preussen, men skønt den fødes på barrikaderne er der ikke noget militant over den. Tværtimod, nederlagets omfang tvinger den til en pacifistisk holdning. Først da nationalismen genfødes i 1990erne, og magtfulde midterpolitikere opportunistisk ser en mulighed i at udnytte den, bliver Danmark en militant krigsførende magt, der i et farceagtig forløb i løbet af tolv år engagerer sig i intet mindre end fem krige, der alle har det til fælles, at de er monumentale fiaskoer. I dag, hvor Europa over alt er kranset af sammenbrudte stater som følge af en række landes misforståede iver efter med våben i hånden at eksportere demokratiet, står de krigeriske nationalstater i et dilemma. Deres modstandere er ikke længere andre nationalstater som i det klassiske krigs-scenario, som vi kender fra især det 19. og 20.  århundrede, men derimod det der med nøgtern kølighed kaldes «ikke-statslige aktører», dvs. internationale terrornetværk som al Queda eller Islamisk Stat. Ruslands Putin fremmanes som fjende af demokratiet, men selv ikke de mest forrykte fantaserer om en krig imod ham. Nation mod sammenbrudt stat, ja. Nation mod nation, nej. 

22. tanke

Da terrornetværkene ikke respekterer grænser, men er i stand til at rekruttere over alt, fortrinsvis i de krigsførende nationer selv, ofte blandt en i forvejen radikaliseret,  kriminel indvandrer-ungdom, må krigen på samme tid føres mod en indre og ydre fjende. Den forslidte formular, at vi slår terroristerne ihjel i deres eget land, så de ikke dukker op i vores, holder ikke, da de potentielle terrorister i forvejen er født og opvokset her med et statsborgerskab i dåbsgave, hvilket, uden at nogen tør indrømme det, gør krigen til en borgerkrig. Krigen er på en gang lokal og global, dvs. at den overskrider alle de grænser, som nationalstaten kræver overholdt. De nye krige mod ikke-statslige aktører øger ikke sammenhængskraften. De har den modsatte effekt: de øger splittelsen, ikke mellem krigstilhængere og krigsmodstandere, men efter etniske og religiøse skillelinjer, idet en i forvejen lurende utryghed mod afvigende minoriteter nu blusser op i åben modvilje. 

23. tanke

Hvis der er nogen figur, der i disse år symboliserer nationalismens problem, er det Sisyfos fra den græske mytologi. Sisyfos var som bekendt dømt til ind i evigheden at skubbe en uhåndterligt tung sten op ad en stejl bjergside, men hver gang han nåede toppen, mistede han grebet om stenen, som igen tordnede ned ad det bjerg, han lige under så stort besvær havde fået den manøvreret op på. Det er nationalismens problem: Fjenden vil aldrig gå væk, de fremmede vil ikke forsvinde, grænserne kan aldrig bevogtes skarpt nok, bestandig fyger ugræs over hegnet, den fjendtlige tro, de fjendtlige tanker, de fjendtlige kønsrollemønstre lader sig aldrig helt udrydde. Alle krige bliver borgerkrige og evighedskrige. 

24. tanke

I de lande, der oplever den største tilbagegang i befolkningstal, er der også den største modstand mod indvandring. De lokale er ikke truet, fordi der kommer nye ansigter til. De er truet af deres eget svindende antal. De unge flytter. De gamle ønsker blot at dø i ensomhed. Hvad er nationalisme andet end ønsket om at være i fred med minderne? Nationalismen gennemgår to faser. I den første, i det 19. og 20. århundrede, er den udadvendt og ekspanderende. I det 21. århundrede er den indadvendt og imploderende. Den første nationalisme er drevet af en trang til storhed og erobring. Dens natur er grænseoverskridelsen og dens forum fremtiden, som den vil forme på helt nye måder. Den imploderende nationalisme har ingen fjender hverken at måle sig med eller besejre. Praleriet ligger den fjernt. Dens sprog er ikke udfordrende, den undgår enhver fornærmelse eller duel med nabonationer. Hellere end berømmelse foretrækker den ubemærketheden. Den vil ikke have sine fjender til at skælve, men foretrækker at blive overset af dem. Den overskrider ikke grænser, men forstærker dem. Dens styrke måles på de mure, den formår at omgive sig med. Murbyggeriet er den sidste kraftanstrengelse, der er den levnet. Det er skrøbelighedens nationalisme. Dens fjende er ikke en nabonation eller en militær rival, men en uhåndgribelig kraft, en flertydig ophobning af på samme tid fascinerende, uundværlige og afskrækkende egenskaber: Globaliseringen, som selv den mest overbeviste nationalist mere end aner ikke kan besejres. Man kan kun skjule sig for den. Nationalismen er i dag drømme om et gemmested, en hule, hvor man aldrig igen kan blive fundet, eventuelt et skab, i hvis mørke man kan skjule sig mellem fortidens naftalinduftende selskabsdragter, mors og fars klædeskab forvekslet med en underjordisk bunker. 

25. tanke

Militærhistorisk kan man i realiteten skelne mellem et før og et efter Sisyfos, mellem den historisk ægte nationalisme og den farceagtige. Det er i denne fase, at vi med et ligeledes farceagtigt greb omdøber krige til såkaldt «fredsskabende missioner». Krig avler fred, hævder betegnelsen, men freden udebliver. Fred forudsætter to suveræne nationer, der kan mødes i fredsforhandlinger og nå frem til et konstruktivt resultat, hvad enten forhandlingerne resulterer i den enes kapitulation, eller et kompromis kan opnås. Men når den ene part er et apokalyptisk tænkende terrornetværk, som både al Queda og Islamisk Stat er det, er fred ikke opnåelig, før de sidste medlemmer er dræbt, og det tragiske er, at de døde opnår øjeblikkelig martyrstatus og som martyrer tjener som rollemodeller for stadig nye rekrutter i et uendelig dødsridt. 

26. tanke

En ting kendetegner mere end noget andet Sisyfos-krigene, også når de føres i den store skala som i Irak og Afghanistan: det fuldstændige fravær af strategiske mål. Der er kun midler i disse krige, og fordi de findes, skal de bruges. Vi bruger droner, ikke fordi de besejrer, endsige formår at udrydde fjenden, men fordi de nu engang findes. Krigen bliver sin egen dynamik og begrundelse. Sisyfos ruller stenen op ad bjerget, kun for at se den rulle ned igen, og hvis han er en smart militærmand indser han, at denne futile anstrengelse giver ham en eksistensberettigelse. Krigens futilitet bliver det bedste argument for at fortsætte den. Evighedskrigen garanterer også et evighedsarbejde. Begrebet som sejr og nederlag hører hjemme i et forældet repertoire. Krig handler fra nu om sin egen fortsættelse. Militærets sidste nye våben er evighedsmaskinen. 

27. tanke

Natten til den 2. maj 2011 blev jeg vækket kl. 4 om morgenen på et hotel i Rochester af en sms fra min søster. ”Hvor må det være fantastisk at befinde sig i USA netop i dag!” stod der. Jeg tændte straks for fjernsynet. På Fox News annoncerede nyhedsværtinder med unaturligt store munde i en hesteagtig vrinsken en triumf af verdenshistoriske proportioner. Få timer tidligere var amerikanske specialtropper trængt ind i et privat hjem i Pakistan og havde nedskudt en aldrende, gråhåret mand for øjnene af hans koner og børn, anbragt hans sønderskudte krop i en ligpose og derpå dumpet liget som en anden affaldssæk i Det Indiske Ocean. Osama bin Laden var død, og den frie verden jublede. De næste timer formede sig som en storslået hyldest til de virkelige sejrherrer i krigen mod terror. Ikke præsident Obama, skønt det var på hans vagt, Osama endelig blev fundet, men tidligere præsident George W. Bush og hans forsvarsminister Donald Rumsfeld, der sammen med vicepræsident Dick Cheney havde annonceret, at nu tog Amerika handskerne af, når det kom til forhørsmetoder i jagten på terrorismen. Det var Fox News’ budskab: Drabet på Osama bin Laden var det endegyldige, uigendrivelige bevis på, at tortur virkede. 


28. tanke

Mens jeg betragtede skærmen, gjorde jeg et tankeeksperiment. Hvad nu, hvis de allierede efter sejren over Nazi-Tyskland i Anden Verdenskrig havde nedskudt alle topfigurerne, fra Göring til Himmler, syet dem ind i ligposer og dumpet dem i Østersøen? I stedet gav de dem en retssag med anklagere, forsvarere, jury, upartiske dommere og alt det andet, der hører til i en demokratisk retsstat. Det var langsomt og besværligt, og det gav nazisterne en talerstol midt i en nation, der ganske vist var besejret, men hvor nazismen stadig havde millioner af sympatisører. Jamen, hvad i alverden tænkte de på? 

29. tanke

Eller hvad med Adolf Eichmann, den hovedansvarlige for deportationen af millioner af jøder til udryddelseslejrene? Israelske agenter fandt ham i Buenos Aires, bortførte ham på åben gade, tog ham til Israel og stillede ham for retten. Jamen, hvorfor gjorde de ikke bare det indlysende: Skød hans hoved i småstykker, lagde ham i en bodybag og dumpede ham i Sydatlanten. Hallo! Var de da fuldstændig hjernedøde? 

30. tanke

Nej, de var bare mennesker, der tænkte i overensstemmelse med det demokrati, hvis overlevelse de kæmpede for. De havde den ide, som vi kan kalde simpel, naiv, misforstået og i hvert fald kategorisk umoderne, at når demokratiet forsvarer sig mod sine fjender, skal der være en sammenhæng mellem mål og midler. Man kæmper ikke for demokratiet med et mord i en baggård. Man kæmper for demokratiet i en retssal. Det kan godt være, at ikke alt, hvad en efterretningstjeneste foretager sig, tåler projektørlys, mens det pågår. Men når kampen endelig afgøres, sker det i fuld offentlighed. Demokratiets stærkeste våben, dets livsnerve, ja, selve dets eksistensberettigelse, er åbenhed. Men der er en ting, demokrati ikke handler om. Det er blodhævn, øje for øje, gengældelsens selvdestruktive spiral. 

31. tanke

Den tyske filosof Wolfgang Sofsky skriver i sin bog «Traktat über die Gewalt», at volden ledsager os over alt som mennesker og tvinger os til at leve i en stadig vekselvirkning mellem kaos og orden. Vold avler kaos, men den orden, der skal gøre en ende på kaos, ender med selv at avle vold. Det er ikke vores sociale instinkter, der fører os sammen i fællesskaber, men vores angst for vold. Vi finder sammen for at beskytte os mod hinanden. Det gør vi gennem love og regler, der ikke bare regulerer vores adfærd, men også truer med straf. Vi kan kun leve sammen med hinanden, hvis vi giver afkald på en del af vores frihed, men frihedslængslen lever som et permanent voldsberedskab, der kun holdes i skak af en lige så permanent selvkontrol. Wolfgang Sofsky vier et helt afsnit i sin bog til massakrer. Massakrerne, som udgør en konstant i den menneskelige historie, tager altid samme form, en kollektiv vold mod værgeløse med henblik på deres udslettelse. Udslettelsen er et mål i sig selv. Ødelæggelses-orgiet skal ikke afskaffe en gammel, korrupt eller undertrykkende orden til fordel for en ny, for enhver ny begyndelse vil samtidig indebære en begrænsning af den oplevelse af absolut frihed, som er voldsudøvelsens kerne. Volden gør os ikke til dyr, siger Sofsky. Tværtimod er volden et kulturelt produkt. Netop fordi vores forestillingsevne som mennesker ikke kender til grænser, gør vores grusomheder det heller ikke. Det er kun, fordi vi ikke er bundet af vores instinkter, at vi er i stand til at opføre os værre end dyrene. Kulturen undertrykker ikke vores mørkeste drifter. Den giver dem i stedet et udtryk. Vold er utvivlsomt vores mest primitive udtryksform, men kulturen sørger for, at den hele tiden raffineres og opdateres. Mellem vold og kultur er der ingen modsætning, men tværtimod et samarbejde. Det er også derfor, at mennesker, der er besat af deres kultur og identitet, oftest hører til blandt de mest aggressive og voldelige. Nazismen var tæt forbundet med tysk kultur og forstod sig som et forsvar for den. Den prædikede aldrig, at det tyske folk skulle afføre sig enhver form for historisk reference og overgive sig en primitiv dyriskhed, heller ikke selv om yndlingsfilosoffen Friedrich Nietzsche fablede om «det blonde bestie».  

32. tanke

Kernen i massakren er en drøm om frihed, der er lige så grænseløs som den Gud har i skabelsens øjeblik. Bliv lys, siger han, men han kunne lige så godt have sagt det modsatte «Bliv mørke!» og han gør det ofte i den historie om ham, der fortælles i det Gamle Testamente. Men uanset, hvad han gør, kender han ikke grænser. Han behøver ikke at indlede sig på forhandlinger med nogen, gå på kompromis eller gøre indrømmelser. Han er ikke politiker. Hans handlekraft er som hans handlemuligheder ubegrænsede. End ikke naturen kan stoppe ham, for han har selv skabt den og kan til enhver tid lave om på dens love, som han beviser det, da han først i Syndfloden lader Jorden regne væk og siden skiller det Røde Havs vandmasser, så jøderne kan gå tørskoede på havbunden.  Enhver massemorder med en automatriffel i hænderne føler sig som Gud. Det er det nærmeste, vi som mennesker nogen sinde kan komme på Skaberens og Ødelæggerens absolutte frihed. 

33. tanke

Vi tror måske, at volden står i selvopholdelsesdriftens tjeneste. Men den står i højere grad i selvødelæggelsens tjeneste, hvis vi forstår os selv som en art, der ikke kan overleve uden det forpligtende fællesskab, vi også kalder et samfund. Vi overlever kun som ufrie. Vi overlever kun, hvis vi tør binde hinanden. Volden findes som en uudryddelig realitet, men vi har brug for at lægge den i lænker, og det er derfor, at staten må have monopol på voldsudøvelsen. Det er det indre paradoks i den menneskelige civilisation: vi er på samme til selvopbyggende og selvnedbrydende. Den tro, at vi kan være mennesker og frie på samme tid, er ikke andet end en livsløgn. Det fuldstændig frie menneske er ikke andet end en hastigt slukket glød fra et altfortærende bål. 

34. tanke

Jeg er ikke tilstrækkeligt filosofisk velbevandret til at sammenligne den engelske filosofs Thomas Hobbes forestilling, om at naturen driver mennesker til at opføre sig som ulve over for hinanden, med Wolfgang Sofskys ide, at det er kulturen, der plejer og iscenesætter vores voldsberedskab. Begge ender de samme sted, i forestillingen om, at kun en stærk kraft formår at holde volden i ave, i Hobbes tilfælde staten, i Sofskys samvittigheden. I begge tilfælde er der tale om en uundgåelig undertrykkelse af friheden, hvis vi som mennesker skal leve sammen med hinanden. Da jeg læste Thomas Hobbes Leviathan i dansk oversættelse gjorde oversætteren Claus Bratt Østergaards overvejelser om oversættelsen af Hobbes brug af udtrykket «civil war», som ikke betyder det samme, som det gør på dansk, nemlig borgerkrig, et stort indtryk på mig. «Det er ikke et specifikt begreb for en tilstand, hvor et land deles i to fjendtlige lejre, der bekriger hinanden, således som det var tilfældet under den engelske borgerkrig,» skriver Østergaard.  Med civil war sigter Hobbes til alles krig mod alle. Begrebet borger giver slet ikke mening, da mennesker ikke har nogen oplevelse af at have nogen form for forpligtelser over for hinanden, men mennesket blot med Hobbes ord er en ulv for mennesket. Civil war betegner dermed heller ikke krig mellem borgere, snarere at der overhovedet ikke findes noget begreb om medlemskab af et fællesskab, altså et borgerskab i ordets oprindelige betydning. Den tilstand, Hobbes skildrer, før staten med dens monopol på voldudøvelsen formår at bremse volden, vælger Østergaard at oversætte med udtrykket indbyrdes krig, en tilstand, hvor alle er hinandens fjender, og fronten derfor er allestedsnærværende. Udtrykket har gjort så stort et indtryk på mig, fordi det bedre end noget andet ord, jeg er stødt på, sammenfatter mine oplevelser på reportagerejser i det krigshærgede Afghanistan, hvor grundstammen i ordet fjende på pastho er det samme som grundstammen i ordet fætter. Selv ikke slægtsbånd er bindende i ulvenes indbyrdes krig. 

35. tanke

En oktoberdag i 2017 dræbte en hotelgæst i Las Vegas, Stephen Paddock, 59 mennesker og sårede 851 andre, da han fra en suite på 32. etage på Mandalay Bay Hotel begyndte at fyre løs på en menneskemængde, der var forsamlet for at overvære en country-and western koncert. Da skuddene begyndte at falde, hørte vi ekkoet fra en anden krig med et langt større resonansrum i os alle: indbyrdeskrigen, hvor den største fjende, er os selv, og fronten findes alle steder, ikke kun på gader og pladser, i koncertsale og caféer, men også i det splintrede spejl, hvor vi ikke vover at lede efter vores eget ansigt.  Massemorderen i Mandalay Bay Hotel er en af vor egne, og den gamle regel, at vi passer på vores egne, gælder ikke. Vi skyder på vores egne, når selve ideen om tilhørsforhold og forpligtende fællesskab er gået i opløsning. Det er fra enecellen, hans egen eksistens´ enecelle, at Stephen Paddock skyder. Hans frihedsdrøm er den, man drømmer, når ensomheden er blevet absolut. Det er tomrummets terrorisme, tomhedens terrorisme, når den, der skyder føler sig så anonym som dem, han skyder på, en prik på en skærm, der skyder på andre prikker på en skærm. Massemorderen er stum, fordi han ikke har noget at sige, stum, fordi der ikke er noget at sige. Så tæt kommer han på at inkarnere den død, han spreder, hvis eneste budskab altid er al tales ophør. Stephen Paddocks sluttelige selvmord er er ikke blot logisk og uundgåeligt, det er slet ikke selvmord i nogen meningsfuld eksistentiel forstand. Kugleregnen rammer tilfældige, anonyme mennesker, prikker på jorden dybt nede, og han er selv en af prikkerne. Ville du føle nogen medlidenhed, hvis en af prikkerne dernede holdt op med at bevæge sig? spørger Orson Welles fra toppen af et pariserhjul i det krigshærgede Wien i filmen Den Tredje Mand. Først frihedsrusen, det lånte blik fra Gud, så følger altings ophør.  

36. tanke

Der var en mand med ry for klogskab, den romerske filosof Epikur, som sagde, at når døden er her, er vi her ikke, og når vi er her, er døden her ikke, så hvorfor frygte den. Men udsagnet vidner hverken om menneskekundskab eller formår at rumme nogen trøst, fordi det forudsætter, at vi lever alene i verden og hverken har venner eller familie eller nogen, vi elsker, og som vi nødigt vil forlade. Døden minder os om det samme som navlen, at vores grundvilkår er adskillelsen. Epikurs udsagn er fremsat af en, der ikke kender til afskedens smerte. Det er ikke døden, vi ønsker at beskytte os imod. Det er det endegyldige farvel. Det er, fordi vi er sociale væsener og ikke ensomme, at døden er så hård. Vi begår ikke selvmord, fordi livet ikke er værd at leve. Vi begår selvmord, fordi der ikke er nogen at sige farvel til. Døden er i modsætning til, hvad Epikur siger, virkelig. Den er der som visheden om, at alting nu sker for sidste gang, ikke kun for dig, men også for de andre. Din virkelighed ophører med at eksistere. De andres virkelighed bliver mindre uden dig. Du bliver aldrig set igen. De andre bliver set lidt mindre. Livets sum skrumper. En partners død kan gøre dig usynlig. Intet blik hviler længere på dig. Du ved ikke længere, hvem du selv er. Du er blevet ingen. Døden indtræffer, mens dit uvidende hjerte fortsætter sin utrættelige rutine. 

 37. tanke

Jeg startede med at sige, at jeg så døden i nærbillede, da jeg stod over for dødningetårnene i Pnom Penhs Killing Fields. Vi du se afskeden i nærbillede? Så betragt flygtningene, når de sætter over Middelhavet i deres synkefærdige både, går på vores motorveje, fylder vores tog, står foran vores pigtrådsafspærringer. Du kan se dem som en strøm af flygtninge, du kan se dem som bebudere af en kommende folkevandring, men du kan også se dem som et begravelsestog af sørgende. De tager afsked med dem, de måtte lade tilbage, de tager afsked med et liv, de kendte. De er afskeden i nærbillede. De er sorgen i nærbillede. Det er millionstort begravelsesfølge, der drager op gennem Europa. Jeg citerer den tyske digter Rainer Marie Rilke fra hans roman om Malte Laurids Brigge: ”Er det muligt, at man siger ”kvinderne”, ”børnene”, ”drengene” og ikke aner (trods al dannelse ikke aner), at disse ord længst intet flertal har, men kun utallige ental?” Der er de, 65 millioner flygtninge i verden. 65 millioner utallige ental. 

38. tanke

Jeg gjorde mig mine tanker, da jeg valgte titlen på mit foredrag i dag. Det endte med at hedde 39 tanker om liv og død og hvorfor vi slår hinanden ihjel. Men i første udkast hed det 39 tanker om liv og død og hvorfor vi slår ihjel. Det var ordet ”hinanden”, jeg kredsede omkring, og som gjorde mig ubeslutsom. Skulle ordet med eller skulle jeg udelade det? I første version fremstår drabshandlingen genstandsløs og derfor så meget mere grænseløs, i grunden apokalyptisk, som en handling, der når den først er gået i gang, ikke længere lader sig standse. I den anden version, som jeg endte med at vælge, kommer der uvilkårligt noget intimt over drabshandlingen. Det ligger i ordet hinanden, som kun optræder for at vise en forbundethed, en eksklusiv relation mellem mennesker. Den er oftest positiv, den kan også være negativ, som når vi taler om at være hinandens fjender, men stadig er der et fokus, en optagethed, ligefrem en opslugthed over det. Vi er opslugte af hinanden, hvad enten vi elsker eller dræber. Drabet er en intim relation, det er det, jeg vil sige, skønt handlingen selv oftest forudsætter en anonymiserende distance, hvad enten du er dronepilot foran en computerskærm, bombepilot i et cockpit eller en soldat med påhæftet bajonet i nærkamp mod en fjende, du har bildt dig ind er mindre end et menneske. Lige gyldigt, hvor mange eller hvor få du tager livet af, er det altid en menneskemængde, der består af Rilkes utallige ental. 

39. tanke

Det er kun ti dage siden, at jeg tilbragte en tidlig søndag morgen med at spadsere rundt på Utøya. Øen er så forfærdende lille, og jeg siger med vilje forfærdende lille, fordi den med sin ringe størrelse byder på så få skjulesteder. En bølge, der slår mod klippeskrænten langt nede, og du tænker på en ung krop, der blodig vugger i bølgeslaget. En raslen i løvet, og du tænker på en anden ung krop, der vender sig i sin sidste trækninger. Grannåle, der formulder, og du tænker på blod, der fugter jordbunden. Anders Breivik var ingen Stephen Paddock, der stumt stillede sig uden for alt menneskeligt fællesskab. Han efterlod sig et manifest på 1500 sider som forklaring på sin ugerning. Men skød han ligesom Paddock fra sin ensomheds enecelle? Eller skød han, fordi han forkastede vores fællesskab og drømte om et nyt? En af os, kalder Åsne Seiernæs ham i titlen på sin bog. Men valgte Breivik netop ikke os fra? Han ville ikke være en af os. Med sine myrderier krydsede han for altid en grænse, hvorfra ingen kan hente ham tilbage. Der findes et sted, hvor vores indlevelse må stoppe og blive til afvisning. Der findes et sted, hvor forsoning ikke længere er mulig og tilgivelse et forræderi mod de værdier, der skal holde os i live som et fællesskab af ligeværdige mennesker. Filosoffen og humanisten Hannah Arendt bifalder på sidste side i sin bog om Eichmann in Jerusalem dødsdommen over Adolf Eichmann: ”Ingen, intet medlem af menneskeheden, kan forventes at ville dele denne jord med dig.” Det er af samme grund, vi ikke ønsker at dele denne jord med Anderes Behring Breivik, og at han derfor må forblive i sin enecelle for altid. Han valgte os fra. Han er ikke en af os, fordi han ikke ville være det. Men hvordan og hvorfor krydsede han grænsen? Hvornår blev hans beslutning uigenkaldelig. Ved vi nok om hinanden, og er menneskekundskab altid nok? Hvor går indlevelsens grænser, og hvor begynder modstanden? Hvordan undgår vi, der vil forsvare civilisationen at tænke som vores modstandere, der drømmer om barbariets enevælde? Os eller dem? Findes der andre veje?